Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2003
Spørg Brian
Kulturministeren har fået offentlig spanking i det sidste år. Hvordan klarer oppositionen sig? Vi har gennemlæst oppositionens spørgsmål gennem VK-regeringens første år
Politisk opposition kan drives på mange måder: kritik af lovforslag, egne beslutningsforslag, forespørgsler, debat i udvalg og den almindelige offentlige debat. Og så er der spørgsmålene til ministeren. Spørgsmålene udtrykker naturligvis ikke hele det oppositionelle arbejde, men er dog udtryk for en del folketingsmedlemmers arbejde.
Spørgsmål til ministeren er en del af Folketingets Forretningsorden, en måde at få viden, at drille ministeren, at gøre opmærksom på problemer. Ofte bruges spørgsmål af folketingsmedlemmer, som en hurtig variant, hvis der er en mediedebat - og så give indtryk af, at man er engageret i sagen. Nogen gange stilles spørgsmål for at glæde det politiske bagland. Mange spørgsmål er også med til at gøre minister og ministerium opmærksom på, at her er et område, hvor oppositionen holder et vågent øje, en løftet pegefinger.
Langt de fleste spørgsmål til Kulturministeren i 2002 var foranlediget af den nye VK-regerings nedskæringer på Finansloven. Men også aktuelle sager som Rigsarkivet og Ophavsretslov gav mange spørgsmål. Socialdemokraterne stillede flest spørgsmål, mange begrundet i nedskæringerne. Dansk Folkeparti stillede næsten lige så mange spørgsmål, en del foranlediget af debatten om Rigsarkivet.
Partiernes spørge-hitliste ser sådan ud:
Kalenderår 2002
Antal
Procent
Socialdemokratiet
51
42%
Dansk Folkeparti
47
39%
Enhedslisten
12
10%
de radikale
5
4%
Kristeligt Folkeparti
4
3%
SF
3
2%
Ialt
122
100%
Spørgsmålenes antal kan på ingen måde ses som et mål for indflydelse på den faktisk førte kulturpolitik. Nogen gange tværtimod!
Årets spørgsmål
Den offentlige kritik af VK-regeringens oprindelige forslag til ny kunststøttestruktur handlede blandt andet, om manglende armslængde mellem minister og råd og nævn. Hvis kritikerne havde læst folketingsmedlemmernes spørgsmål ville de nok se, at armslængde ikke er grundlov for alle politikere. Kendskab til almindelig lovgivning er heller ikke altid folketingsmedlemmernes største styrke.
»Hvilke initiativer agter ministeren at tage for at sikre, at Frilandsmuseet i Sorgenfri, et af Danmarks mest populære museer, fremover ikke bliver tvunget til at holde lukket i påsken?« (Socialdemokraterne)
»Finder ministeren, at Kulturværdiudvalget burde have investeret i den originaludgave af Søren Kierkegaards »Enten-Eller«, der for nylig er solgt til en samler i USA, hvis udvalget havde haft de fornødne midler?« (Socialdemokraterne)
»Vil ministeren redegøre for, hvorledes det kan gå til, at sagen om et Krøyermaleri, forsvundet fra Skagens Museum år tilbage, ikke er blevet offentliggjort, og hvad ministeren agter at gøre ved sagen om det forsvundne maleri?« (Dansk Folkeparti)
»Vil ministeren tage lovinitiativ til at forhindre kriminelle, som er idømt fængselsstraf for vold, voldtægt og lignende, fra at blive optaget i sportsklubber, som underviser i kampsport?« (Dansk Folkeparti)
Så er der en række spørgsmål, som måske kunne være klaret med en telefonopringning. At stille spørgsmålet i folketingssalen, med omdeling af kopier osv. kan nok kaldes overkill:
»Hvad er lønudgifterne til Team-Danmarks ledelse og de forskellige Team-Danmark konsulenter, og hvor stor en del af Team-Danmarks budget går til lønninger?« (Socialdemokraterne)
»Kan ministeren oplyse, hvilke muligheder der er for at øge sendestyrken for lokal TV med henblik på, at stationerne kan opnå samme kvalitet og dækning som TV 2-regionerne?« (Socialdemokraterne)
»Vil ministeren redegøre for, hvorledes man opgør antallet af tilskuere til ½ mio. til de 5.000 forestillinger, som børne- og ungdomsteatre opfører, og hvilke måleenheder man bruger til opgørelsen?« (Dansk Folkeparti) (Ministerens svar undlod diplomatisk nok at præcisere at man ved tilskuertal bruger måleenheden "mennesker").
Og så er der de spørgsmål, som viser folketingsmedlemmers lyst til at arbejde med detaljer:
»Vil ministeren redegøre for kriterierne for at kunne modtage SU i Danmark, når man studerer på en af Kulturministeriet statsanerkendt og godkendt uddannelse, en 3-årig bachelor uddannelse, afsluttende med en eksamen?« (Dansk Folkeparti)
»Vil ministeren tage stilling til, om en samfundsstuderende, som aflytter kopispærrede nyhedsundersøgelser fra radiostationernes hjemmesider, må omgå kopispærringen for at kunne fremstille citater til brug i sin opgavebesvarelse?« (Dansk Folkeparti)
»Vil ministeren kommentere, om en filmstuderende, der arbejder med en DVD krypteret med CSS-systemet, dekrypterer den for at kunne redigere i den, f.eks. for at lave en alternativ klipning?« (Dansk Folkeparti)
Og så er der naturligvis spørgsmålet, der tager prisen som agurk 2002:
»Vil ministeren tage initiativ til, at danske museer, hvortil det offentlige yder tilskud, pålægges at oplyse den besøgende ved tydelig skiltning, hvis en udstillet genstand er erhvervet til museet af danske myndigheder ved tyveri/røveri/krigsbytte med angivelse af, fra hvilket udenlandsk museum/slot eller anden identificerbar adresse genstanden er stjålet fra?« (Dansk Folkeparti)
Kulturministerens svar kan læses på 2002-03 og 2001-02. Svarene er gennemgående særdeles diplomatisk udformet, med den nødvendige respekt for de folkevalgtes spørgsmål. Men mon ikke Kulturministeren og hans nærmeste medarbejdere ind i mellem fristes til mere humørfyldte svar?
